Det ser ud som om, at du er placeret i .
Gå til dit Scania-marked for mere information.
Danmark
Land
Produktionsenheder

Retur fra pension

lastbilen trak

Peter Uldal havde trukket sig tilbage fra arbejdslivet, men lastbilen trak i ham, og med en spritny Scania R 520 som arbejdsplads, har han som 70-årig droppet alle pensionsplaner.

Peter Uldal er 70 år, tidligere folkepensionist og chauffør i SCT. Han er også tidligere selvstændig vognmand. Men når alt kommer til alt, er det jobbet, der trækker i Peter. Han er og bliver lastbilchauffør. For fire-fem år siden forsøgte han i en alder af 66 så en ny side af tilværelsen. En permanent stilling som folkepensionist.

Men det gik ikke. Efter 14 måneder sad han bag rattet i en lastbil igen.

Det er tre år siden, han var pensionist, og den tilværelse frister slet ikke. Nu har han smidt håndklædet i ringen og droppet alle planer om et uvirksomt otium. Som det forholder sig med os alle, kan han ikke gøre noget for at stoppe tiden, men der bliver ikke lavet om på stillingen som lastbilchauffør.

"Jeg var jo gået på pension. Vi flyttede til Fyn, hvor min søn har et lille firma. Men da der var gået godt og vel et års tid, kunne jeg godt se, at det her gik ikke. Jeg måtte ud og køre lastbil igen," siger han i en pause godt op ad formiddagen på Unicon i Hillerød, hvor han lige har læsset et ladfuld sten af.

Han har allerede været et par ture i grusgraven, for som han siger: "Hvis man er der tidligt, så kommer man først til. Ellers risikerer man at skulle sidde og vente i morgenkøen. Og jeg kommer altid først."

Som at komme hjem

Han er en gammel ræv i faget, og med undtagelse af de 14 måneders pension, har han været hos SCT siden 1996, og som sådan er han guld værd for enhver vognmand. Derfor tøvede hans gamle arbejdsgiver heller ikke mange sekunder, da en af deres bærende kræfter stillede pensionstilværelsen i bero og meldte sig tilbage under fanerne for tre år siden.

"Jeg sendte en mail til SCT og spurgte, om de kunne bruge en gammel stodder, og jeg havde dårligt fået sendt den, før de ringede og sagde: ’Du kommer bare.’ Jeg har fået mit gamle job tilbage. Det er som at komme hjem. De er så flinke heroppe - men sådan er det vel, når man passer sit," filosoferer han.

Han har det som en fisk i vandet bag rattet i sin Scania R 520 6X2 bogietrækker, og han har ingen planer om at kravle på land sådan lige med det samme.

"Jeg ved ikke, hvornår jeg stopper. Det gør jeg jo ikke foreløbig. Ikke så længe jeg har det så godt, som jeg har det nu. Man kan jo ikke vide, hvor længe helbredet holder, men indtil videre går det fint," siger han med sit store glade smil.

Pres på chefen

Han er Scaniamand helt ind til knoglerne og følger med i alt omkring Griffen. Det fik direktør Henning Christiansen at føle sidste år, da senior-medarbejderen ville have nyt grej.

"Da Scania kom med den nye model, var jeg jo i Odense og se lanceringen af Next Generation. Så ringede jeg til Henning og sagde, at nu havde jeg bestilt en ny bil til ham. Jeg har altid været Scania-mand, og han er jo til at snakke med, Henning. Og da kollegaerne i grusgravene på det østlige Sjælland begyndte at få Next Generation Scania’er, lagde Uldal pres på," fortæller Peter.

"Peter Nielsen (Brdr. Nielsen Transport, red.) fik jo et par stykker, som jeg tog billeder af og sendte til Henning. Billederne blev vedhæftet som lidt ekstra ressionsmidler. ’Den kunne da egentlig være pæn i grøn’, skrev jeg til ham. ’Den fås ikke i grøn’, svarede han. Men det endte med, at vi fandt da ud af det. Jeg fik i hvert fald én i grøn," griner den tidligere pensionist.

"Det er jo min drømmebil. Og jeg er blevet rigtig glad for den, og at det blev den gør, at det er endnu bedre at stå op og gå på arbejde"

Helt ærligt

Nu går historien godt nok på, at Peter forlængede sin ansættelse, fordi han fik sin drømmebil, men når sandheden skal frem, var det mest truckeren i ham, der trak.

"Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg jo nok ikke stoppet, selvom det ikke var blevet en Scania. Men det behøver du jo ikke at sige til nogen," griner den han.

"Måske var jeg stoppet lidt før, hvis det ikke havde været en Scania, for jeg skal love for, at det luner," siger Peter Uldal, der også ser det som en anerkendelse, at chefen lyttede til hans ønsker og købte hans drømmebil til ham.

"Det er jo min drømmebil. Og jeg er blevet rigtigt glad for den, og at det blev netop den gør, at det er endnu bedre at stå op og gå på arbejde."

Men Scaniamanden i ham havde dog ét ufravigeligt krav.

"Det skulle være en V8. Ellers kunne det være lige meget. Når jeg kører op ad bakkerne på motorvejen mellem Hillerød og Herfølge, så går den også 80 km/t, når den når toppen med fuldt læs. Den trækker bare," siger han med et smil og et anerkendende nik.

Elsker at vaske bil

Peter bor stadig på Fyn efter det første forsøg på at gå på pension. Det betyder mindre, når man kun skal pendle til Sjælland frem og tilbage en enkelt gang om ugen.

"Jeg bor jo i bilen i ugen, så det gør ikke den store forskel," forklarer han.

Om det er det, eller han bare godt kan lide at passe sine biler, så de stråler på hans vej op og ned ad det østlige Sjælland, ved han ikke. Faktum er, at hans bil altid er i topform, hvilket selvfølgelig heller ikke er gået chefen forbi. Som Henning siger, så er bilvask næsten en hverdagsforeteelse i Peter Uldals tilfælde. Man kan altid regne med, at hans bil er nyvasket og ren inde som ude.

"Jeg elsker at vaske bil. Det er jo min drømmebil, ikk’?"

[ Tekst: Thomas André Petersen    Foto: Thomas André Petersen ]
[ Road Life 1/208]

ny r-serie

Det nye R-førerhus er din førsteklasses arbejdshest. Det er mere robust og endnu skarpere end nogensinde.

design

Den nye R-serie byder på en unik kombination af luksus og er hårdfør nok til at klare alle driftsforhold.

ydeevne

Scania-navnet er garant for fremragende brændstof-økonomi, men vi stopper ikke der.

Specifikation

Med det højere tag og mere rummelige førerhus tilbyder den nye R-serie en unik løsning til din virksomhed.